Menighedsrådvalg 2016

Begge menighedsråd har nu konstitueret sig:

Sønderholm Menighedsråd:

Formand: Per Ulrik

Næstformand: Egon Hostrup

Kasserer: Povl Thomsen

Sekretær: Hanna Kristensen

Kirkeværge: Hanna Kristensen

Kontaktperson: Sussie Foged

Bygningskyndig: Per Ulrik

Underskriftsberettiget: Betina Lassen

 

Frejlev Menighedsråd:

Formand: Poul Østergaard Mortensen

Næstformand: Lis Sennenvald

Kasserer: Ruth Christensen

Sekretær: Ruth Christensen

Kirkeværge: Jens Pedersen

Kontaktperson: Helle Bang

Rikke Sommer Eriksen

Bygningskyndig: Jørn Mortensen

Koncert og workshop med Papaya

Rejs med til Sydafrika!

Søndag 22. januar kl. 14.00 i Frejlev Kirkecenter 

Kom og oplev et helt fantastisk kor.

Papaya er et dansk kor, der synger sydafrikanske sange. Med sprudlende energi og musikalsk intensitet formidler Papaya alt fra drillende bryllupssange og zulu-krigssange til historien om et Sydafrika, der igennem generationer har fundet mod, styrke og fællesskab gennem musikken.

Som optakt til koncerten laver Papaya en workshop for alle interesserede fra kl. 11.30 – 13.00. Her læres et par af Papayas sange, som deltagerne optræder med sammen med Papaya til koncerten.

Tilmelding til workshop senest mandag 16. januar til organist Margit Mühlbach på mail: margit@muehlbach.dk

Der er plads til 30 deltagere, og optagelse sker efter »først til mølle« princippet.

Der er fri entré til koncerten. 

»Løgstrup og litteraturen«

Tirsdag 7. februar 2017 kl. 19.30 i Sønderholm Sognegård 

Lektor David Bugge 

»Vi er hinandens Verden. Det har Digtningen vel altid vidst, Filosofien og Teologien derimod mærkværdig sjældent.« (K.E. Løgstrup)

Digtningen løber som en rød tråd gennem K.E. Løgstrups forfatterskab. Hans skarpsindige analyser af vores liv med og mod hinanden udfoldes i en løbende dialog med ældre og samtidige digtere. Ikke kun fordi digtningen kan gøre de ting nærværende, som i filosofien og teologien ofte er henlagt til et verdensfjernt sprog. Men også fordi Løgstrup går ud fra, at digtningen i sig selv rummer en erkendelse, der kan gøre os klogere på menneskelivet.

David Bugge, der er lektor i Teologi ved Aarhus Universitet, er blevet kaldt for sin generations største arvtager efter Løgstrup, når det gælder at forene litteratur og teologi. Han modtog i 2015 Martin A. Hansen-prisen for sin forskning i og formidling af forfatterskabet. Han har om Løgstrup bl.a. skrevet bøgerne Løgstrup og litteraturen (2009), Hinandens verden (2011) og Løgstrup & skolen (2014). Han er dertil en blændende foredragsholder! 

Valentinsgudstjeneste

Søndag 12. februar kl. 19.30 i Frejlev Kirke

Valentinsdag er bestemt ikke beskrevet i Bibelen, men vi ser ingen grund til, at det kun er blomsterhandlere og chokoladeforretninger, der skal fylde i billedet, når emnet er så vigtigt.

Bibelen rummer en lang række tekster om kærlighed, der taler stærkt og udfordrende ind i vores liv. Bibelen fortæller om fatale begær, uventede graviditeter, dampende erotik, bryllupper og tab. I kirken taler vi mest om Guds kærlighed, men såvel kirken som Gud tager hele menneskelivet alvorligt. Bestemt også kærlighedslivet.

Vi fejrer kærligheden med nogle af de bedste grundtekster om kærlighed, varme ord og fyrig musik. Vi slår dørene op og byder varmt velkommen til singler og par, unge og gamle, homo og hetero - mennesker i alle livssituationer søndag 12. februar. Valentinsdag er egentlig 14. februar, men ved at holde gudstjenesten søndag 12. februar, forsøger vi at varme jer kærligt op. Der bliver lejlighed til at skåle for kærligheden efter gudstjenesten og falde i snak med gamle og nye bekendtskaber. 

»Mor er død - men det taler vi ikke om

Tirsdag 14. marts kl. 19.30 i Frejlev Kirkecenter  

Foredrag af Sofie Klingberg

Sofie Klingberg er journalist, dokumentarist og foredragsholder. Titlen på foredraget stammer fra DR-dokumentaren af samme navn, der blev udsendt i april i år.

»Hvad siger man lige til et menneske i dyb sorg? Kan man sige noget forkert? Og hvad nu, hvis man kommer til at gøre noget, der får den sørgende til at bryde ud i gråd? Døden og sorgen er svære samtaleemner for rigtig mange mennesker, til trods for, at døden er et grundvilkår i livet... Da jeg som 16-årig mistede min mor til kræften, blev jeg meget alene og isoleret med min sorg, og det er desværre virkeligheden for rigtig mange børn og unge, der mister.« 

 
Udskrevet fra Sønderholm og Frejlev Kirkers hjemmeside